"Vi har ikke noget at sige, men vi gør det så koncentreret som muligt" - De Unge Vilde i dansk kunst

”Vi har ikke noget at sige, men vi gør det så koncentreret som muligt.”Sådan lyder titlen på en performance, som Performancegruppen VÆRST opførte i Galleri Kongo i København i 1985. Det er samtidig et udsagn, der i sin forening af desillusioneret fjollethed og ætsende ironi synes at karakterisere 1980’ernes nye kunstnere meget præcist. For hvad stiller man egentlig op, når man ikke har noget (nyt) at ytre sig om? De nye kunstnere ophørte i hvert fald ikke med at ytre sig af dén grund. Tværtimod producerede de i løbet af en ganske kort periode fra ca. 1980 til 1986 en lang række værker og udstillinger, der hurtigt blev defineret som et afgørende nybrud i dansk kunsthistorie.Afhandlingen tager udgangspunkt i dette nybrud, der i dansk kunsthistorie oftest karakteriseres som De Unge Vilde eller De Nye Vilde. Skønt 1980’ernes nye kunstnere ofte først og fremmest forbindes med en genkomst for det ekspressive maleri, søger jeg i afhandlingen at afdække bredden i De Unge Vildes kunstneriske aktiviteter – der foruden maleri også tæller performance, film, skulptur, kunstnerbøger med mere.Afhandlingens præmis er, at De Unge Vildes værker på en gang er udtryk for bevidst strategi og ubevidst visuel afsmitning, og at deres værker således er ’klogere’ end kunstnerne selv og kan bruges til at gøre os klogere på den tid, de er skabt i.Afhandlingen er bygget op om en introduktion efterfulgt af tre hovedkapitler:Introduktionen præsenterer de vigtigste grupperinger af unge vilde kunstnere i start-80’ernes Danmark. Jeg introducerer desuden til paradigmeteori og til den forestilling om tidsånd, der fra og med Zeitgeist-udstillingen i Berlin i 1982 bliver et tema i 80’erne. I introduktionen præsenterer jeg desuden nogle forbehold i forhold til den historieskrivning, der indtil nu har pågået om De Unge Vilde, og som blandt andet er båret oppe af en noget anekdotisk tilgang til periodens dyrkelse af den nye generation. Introduktionen er ment som et oplæg til de hovedpointer, der udfoldes i gennem afhandlingen:- At De Unge Vilde for det første indvarsler et paradigmeskift i dansk kunsthistorie, der åbner for et mere mangfoldigt kunstbegreb som afløser for et avantgardistisk kunstbegreb.- At De Unge Vilde for det andet mobiliserer dette paradigmeskift gennem en række destruktive og negerende greb, der i første omgang ligner det endelige dødsstød for kunsten men reelt muliggør dens genopstandelse.- Og at De Unge Vilde for det tredje trækker på en del af avantgardens metoder og strategier i deres fornyelse af kunstscenen – væk fra det avantgardistiske kunstbegreb.Det første hovedkapitel omhandler De Unge Vildes forhold til det postmoderne og postmodernistiske. Her søger jeg at definere dem som en mellemposition mellem på den ene side Arthur C. Dantos udråbelse af postmodernismen som The End of Art og Fredric Jamesons kritiske udlægning af den postmoderne kunst som simulerende og hans begrædelse af en tabt autenticitet - og på den anden side Linda Hutcheons langt mere positive definering af det postmoderne som ironisk og parodisk og dermed nytænkende og metareflekterende. Herudfra karakteriserer jeg De Unge Vilde som ironikere ud fra Søren Kierkegaards karakteristisk af ironikeren som en mellemfase mellem det æstetiske og det etiske livsstadie. Videre argumenterer jeg for, at Dantos ’end of art’-tankegang er udtryk for en form for cyklisk historieskrivning, som De Unge Vilde åbner en mulighed for at bryde.Det andet kapitel tager fat på diskussionen om det sublime som et karakteristisk træk ved det postmoderne – en diskussion, der i 80’erne blandt andet blev anført af Jean-François Lyotard. Her argumenterer jeg for, at De Unge Vilde nærmer sig det sublime ved konstant at balancere mellem de to umiddelbare modsætninger patos og ironi, som jeg imidlertid hævder, er yderpunkter på den samme akse. Jeg peger desuden på, hvordan De Unge Vilde udnytter negerende strategier til at nedbryde de symboler og ikoner, der har været konstituerende for 80’ernes samfundsforståelse. Her trækker jeg især på Slavoj Žižek og drager paralleller til de aktiviteter, der fandt sted på den anden side af Jerntæppet i de tidlige 80’ere. Endelig inddrager jeg Martin Heidegger til at påvise, hvordan De Unge Vilde slår kunsten i stykker – kunsten er her forstået som noget originalt og som ytrer af noget meningsfuldt – og dermed muliggør dens ’redning’.Det tredje kapitel diskuterer De Unge Vildes måde at forholde sig til avantgarden på. Også her er det centrale en kunstnerisk balancegang mellem negation og videreudvikling. Kapitlet introducerer en del af de diskussioner, der har pågået i forhold til avantgarden indenfor de sidste 30-40 år – herunder ikke mindst Achille Bonito Olivas introduktion af Transavantgarden ved indgangen til 80’erne. Kapitlets hovedpointe er, at De Unge Vilde i deres omgang med avantgarden benytter sig af tre strategier: en retroavantgardistisk, en postavantgardistisk og en metaavantgardistisk. Hermed står de selv sagt på skuldrene af avantgardens kunstbegreb(-er) – men gør også eftertrykkeligt op med det! En yderligere pointe i kapitlet er, at de i rollen som ironikere praktiserer det, som Hans-Jørgen Nielsen allerede i 1960’erne definerede som atttituderelativisme.Afhandlingen tegner således et billede af De Unge Vilde som på én gang nedbrydere og genopbyggere. Dens hovedargument er følgelig, at De Unge Vilde trods deres korte levetid og umiddelbart useriøse fremfærd har været absolut nødvendige for den videre udvikling i dansk kunsthistorie.